Når spillere bliver bedt om at udpege favoritter i Champions League, siger svarene ofte lige så meget om perspektiv som om styrkeforhold. I et interview med Esquire blev Pedri bedt om at nævne de stærkeste hold i turneringen netop nu, og hans svar var på én gang forudsigeligt og bemærkelsesværdigt.

Han pegede på Paris Saint-Germain som regerende mestre, fremhævede Arsenal som et stærkt kollektiv og nævnte både Manchester City og Real Madrid som faste kandidater. Det var listen over, hvad han valgte at sige. Lige så interessant var det, han ikke sagde. Bayern München blev ikke nævnt.

Set isoleret er det ikke et provokerende udsagn. Spillere svarer ofte hurtigt og ud fra de seneste indtryk, snarere end en systematisk vurdering af form og struktur. Alligevel vækker fravalget opsigt, fordi Bayern netop har haft en sæson, hvor resultater og præstationer peger i retning af stabilitet og klarhed, to kvaliteter, der traditionelt har båret dem langt i turneringen.

Pedris svar skal også ses i lyset af Barcelonas eget udgangspunkt. I deres seneste møde med Bayern lykkedes det catalanerne at bryde et mønster af nederlag, der i årevis havde hængt over opgøret. Den sejr ændrede ikke magtbalancen i Europa, men den ændrede Barcelonas selvforståelse. Det er nærliggende, at den erfaring farver, hvordan modstandere vurderes.

At Manchester City og Real Madrid indgår på listen, understreger netop det subjektive i vurderingen. City har haft en ujævn sæson, og Real Madrid befinder sig midt i en omfattende omstilling under Xabi Alonso. Alligevel optræder de som naturlige referencer, fordi deres historik og potentiale stadig vejer tungt i bevidstheden hos spillere og trænere.

For Bayern er Pedris ord næppe andet end baggrundsstøj. Klubben har i årevis været defineret af en tilgang, hvor vurderinger udefra er sekundære i forhold til præstationerne på banen. Skulle turneringen udvikle sig, så Barcelona og Bayern igen står over for hinanden i knockoutfasen, vil det være dér, hierarkiet reelt bliver afprøvet.

Indtil da er Pedris udtalelse mest af alt et øjebliksbillede. Ikke et facit over Champions Leagues favoritter, men et indblik i, hvordan spillets aktører ofte ser verden gennem deres egne erfaringer snarere end gennem tabeller og formkurver.