Barcelona i kamp med engelske klubber – Forsvarsspiller kan dog blive for dyr
Det kommende transfervindue i januar kan blive ret spændende for Barcelona, der ser ud til at være på jagt efter en ny forsvarsspiller, hvis der er muligheder på markedet.
Der er flere navne, der har været nævnt i forbindelse med Barcelona, og en af dem er Manchester Citys hollænder Nathan Ake, der skulle være på jagt efter mere spilletid.
Der er dog hård konkurrence om forsvarsspillerens underskrift. Caught Offside skriver nemlig, at klubber som West Ham, Crystal Palace, Bournemouth og Fulham også er interesseret i ham, så han kan blive i Premier League.
Mediet skriver, at Ake har et prisskilt på omkring 210-250 mio. kroner, og at det er for dyrt for Barcelona. Spanierne skulle dog i stedet være klar til at forsøge med en lejeaftale for resten af sæsonen inklusiv en frikøbsklausul.