Barcelona kan ikke komme med nyt om Lewandowskis skade
Den spanske storklub kan ikke komme med noget nyt omkring den rutinerede angriber.
I weekenden hentede Barcelona en vigtig sejr på 4-3 over Celta Vigo, men det var ikke det hele, der var lige positivt for den spanske storklub.
I slutningen af kampen måtte den polske angriber Robert Lewandowski nemlig lade sig udskifte med en skade, og efterfølgende er der kommet en melding fra Barcelona om, at det drejer sig om en muskelskade i baglåret.
I spanske medier er der blevet skrevet, at Lewandowski skal holde en pause på 2-3 uger, men Barcelona selv kan ikke kommentere yderligere på tidshorisonten på skaden, lyder det fra træner Hansi Flick.
- Når han kan vende tilbage, og er klar til at spille, vil vi være glade for det. I øjeblikket ved vi ikke, hvor lang tid det vil tage, og vi ønsker heller ikke at sige noget, siger Flick.