Barcelona sat i forbindelse med målmand: - Det er selvfølgelig en motivation
Barcelona skrev for nyligt kontrakt med den polske målmand Wojciech Szczesny, da deres sædvanlige førstemålmand Marc Ter Stegen blev ramt af en alvorlig skade.
På det seneste har der været en del spekulationer om, at Barcelona næste sommer er på jagt efter en ny målmand, der skal tage kampen op med Ter Stegen på længere sigt, og her kommer der endnu en polsk målmand ind i billedet.
Flere medier har nemlig skrevet om, at Nices 25-årige polske målmand Marcin Bulka er på blokken hos Barcelona, og nu forholder han sig også selv til de rygter.
- Som de siger, er der et gran af sandhed i hvert rygte. Når det kommer til transfers, foretrækker jeg at overlade det til min agent. Min rolle er at præstere på banen og få de store klubber til at spørge efter mig. Den slags rygter er selvfølgelig motivation, men jeg fokuserer på Nice i denne sæson, siger Bulka.