Elektrisk atmosfære venter Barcelona
Eddie Howe har de seneste år løftet Newcastle op blandt de stærkeste hold i England, og mødet med de spanske giganter bliver en af de største oplevelser for klubbens fans i nyere tid.
Barcelona kommer til Tyneside med nyvunden selvtillid. Under Hansi Flick vendte klubben sidste sæson en svær periode til succes og vandt en historisk treble. Kun få minutter adskilte dem fra en plads i Champions League-finalen, og nu drømmer tyskerens mandskab om at gå hele vejen.
St. James’ Park er kendt for sin elektriske atmosfære, og der er lagt op til en heksekedel. Ifølge SPORT stod mere end 110.000 i kø for billetter til opgøret, selvom stadion blot rummer godt 52.000 tilskuere. Newcastle har i dagene op til kampen også slået hårdt ned på ulovligt videresalg af billetter og annulleret 78 sæsonkort.
Det er første gang siden 2003, at Barcelona møder Newcastle. Dengang vandt catalanerne, men denne gang venter en helt anden udfordring. Med et hjemmepublikum i ryggen drømmer Magpies-fansene om at vælte en af Europas mastodonter.
For Barcelona handler det om at vise, at man kan lukke ned for et fyldt St. James’ Park. Holdet råder over masser af offensiv kvalitet, og uanset om Lamine Yamal er med eller ej, har Flicks tropper redskaberne til at sætte sig igennem.
Torsdagens kamp lover både intensitet, dramatik og et stadion, der vil gynge fra første til sidste minut.