Flick vil ikke love Ter Stegen pladsen i målet
Den tyske målmand Marc Andre Ter-Stegen har de sidste mange år været en stor stjerne hos Barcelona, men i denne sæson har han siddet ude med en skade i en lang periode.
Han blev skadet i efteråret, og efterfølgende valgte Barcelona at hente Wojciech Szczesny ud af sin pension, og gav ham en kontrakt for resten af denne sæson.
Den polske veteran har gjort det rigtig godt, efter han kom i gang, og han har endnu ikke været med til at tabe en kamp, efter han fik sin debut for Barcelona.
Der er lige nu historier om, at Barcelona arbejder på at forlænge aftalen med Szczesny, så den også gælder i næste sæson, og samtidig er Ter Stegen også på vej tilbage fra sin skade.
Klubbens tyske træner Hansi Flick blev spurgt ind til, hvilken af de to målmænd, der skal stå, når Ter Stegen kommer tilbage, og det kunne han ikke give et klart svar på.
- Alt kan ske i fodbold. Jeg kan ikke give et 100% klart svar, lød det fra Flick.