Historikken er på Barcas side: Så går de videre mod Benfica
Barcelona er fremme ved ottendedelsfinalen i Champions League, hvor deres modstander er den portugisiske storklub Benfica, som de mødte på udebane i det første opgør i sidste uge.
Det var en underholdende kamp i Portugal, hvor Barcelona spillede længe med en mand i undertal, men alligevel lykkedes det dem at tage en sejr på 1-0 med hjem.
Derfor står den spanske storklub med det bedste udgangspunkt forud for returkampen på hjemmebane, der skal spilles i morgen aften, og de har også historikken på deres side forud for det opgør.
Barcelona har nemlig spillet ti gange mod portugisiske hold på hjemmebane i Champions League tidligere, og de har ikke tabt et eneste af dem. Så hvis den historik fortsætter, så skal Barcelona altså være med i kvartfinalen i Champions League.