Lewandowski på vej væk? Har afvist tilbud fra anden klub
Der er lige nu en del spekulationer omkring Barcelonas polske angriber Robert Lewandowski, der har kontraktudløb efter denne sæson, hvor den spanske storklub dog har en option på yderligere et år.
Der har dog været nogle historier om, at Barcelona ikke vil benytte sig af den klausul, så han i stedet skal på jagt efter en ny klub, når denne sæson er spillet færdig.
Selvom han er blevet 37 år, så er Lewandowski stadig en spiller, der kan ramme et højt niveau, og den tyrkiske klub Fenerbahce vil gerne udnytte det, skriver Diario Sport.
Mediet skriver, at tyrkerne har tilbudt Lewandowski en kontrakt på 18 måneder, men det skulle den rutinerede angriber have takket nej til. Han ønsker i stedet at få et ekstra år på kontrakten, så den løber i to og et halvt år.