Sendt hjem fra Saudi Arabien – Men skaden virker ikke så alvorlig
Den tyske målmand Marc-Andre Ter Stegen var udtaget til Barcelonas trup, der skal spille den spanske Super Cup i Saudi Arabien, men han kommer helt sikkert ikke i kamp.
Ved gårsdagens træning blev Ter Stegen nemlig ramt af en skade, og med frygten for at den kunne være alvorlig valgte man at sende ham hjem til Barcelona for yderligere undersøgelser.
Barcelona ville ikke give nogle detaljerede oplysninger omkring skaden, inden han har gennemgået undersøgelser i dag, men Mundo Deportivo har alligevel kunne komme med lidt opløftende nyheder.
Det spanske medie skriver nemlig, at skaden ikke har noget at gøre med den tyske målmands tidligere knæskade, og at det ikke virker til, at skaden er så alvorlig.
Ter Stegen har de seneste 15 måneder været ramt af to alvorlige skader, og det vil i hvert fald være gode nyheder for ham, hvis det ikke er så alvorligt denne gang.