Barca afviste to Bayern-bud på Araujo i januar
Det er ingen hemmelighed, at Bayern München meget gerne ville forstærke bagkæden med Ronald Araujo tidligere på året og nu kan avisen Mundo Deportivo erfare, at tyskerne faktisk forsøgte sig af to omgange - men blev afvist i begge omgange.
Indledningsvist sendte Bayern München et bud på 70 millioner euro samt 20 millioner euro i variabler. Altså potentielt set 90 millioner euro hvoraf 70 millioner euro var sikret. Det afviste Barca prompte. Derefter sendte Bayern München et nyt bud på 80 millioner euro samt 10 millioner euro i variabler. Noget bedre vilkår for Barca, men igen sagde catalanerne nej.
Både den sportslige ledelse samt det nye trænerteam med Hansi Flick i spidsen er ikke i tvivl om, at Ronald Araujo er en del af fremtidens Barca-hold og at han derfor ikke er til salg. Barca vil dog helt sikkert overveje at sælge forsvarsspilleren hvis der kommer et gigantisk bud ind.
Ifølge avisen Sport har Chelsea også været ude efter Araujo, men her blev englænderne svaret med at hvis de betalte enorme summer for Enzo Fernandez og Caicedo, så er Ronald Araujo som minimum 150 millioner euro værd.
For nu ligner det, at Ronald Araujo bliver i FC Barcelona næste sæson.