LIVE - Mest læste Barcelonanyheder

Patrick Andersen

Barcelona-talent retter skarp kritik mod Flick

Pablo Torre føler sig overset af FC Barcelonas træner Hansi Flick og lægger ikke skjul på sin utilfredshed med tyskerens beslutninger i den netop afsluttede sæson.

Den 22-årige midtbanespiller havde forventet flere chancer efter en lovende opstart på sæsonen, men endte alligevel med at få begrænset spilletid under Flick. Det fortæller Torre i et interview med den spanske avis Sport.

“Vi havde en snak, hvor han fortalte, at det ville blive svært at få minutter på banen. Det vidste jeg godt i forvejen – det behøvede han ikke sige. Men man holder jo altid fast i håbet om, at man får chancen, hvis der opstår skader eller andre omstændigheder,” forklarer Torre.

Han er især frustreret over, at han mener at have grebet sine muligheder godt, uden at Flick kvitterede med yderligere spilletid:

“Jeg synes ikke, jeg faldt igennem, når jeg spillede. Det er selvfølgelig træneren, der bestemmer, og der var stor konkurrence. Men jeg mener, han ikke var retfærdig over for mig, og det har jeg også sagt til ham direkte,” siger Pablo Torre ifølge Sport.

Særligt en episode i kampen mod Valencia, hvor Barcelona var stort foran, men hvor Flick alligevel ikke gav Torre en chance, vækker irritation hos midtbanespilleren.

“Vi førte stort, og der var 20 minutter tilbage. Jeg mener, han kunne have taget en bedre beslutning dér. Men det er sådan, det er. Jeg respekterer hans valg, selvom jeg ikke altid har forstået dem.”

Pablo Torre blev oprindeligt hentet til Barcelona på anbefaling af klubbens tidligere træner, Xavi Hernandez. Han blev i sidste sæson udlejet til Girona, men heller ikke dér lykkedes det ham at etablere sig som fast mand.

Lige nu koncentrerer Torre sig om U21-EM med Spanien, og han ønsker ikke at udtale sig konkret om sin fremtid i Barcelona.

“Jeg er ekstremt motiveret lige nu, mere end jeg har været længe. Jeg fokuserer på EM-slutrunden, og så må vi se, hvad der sker bagefter,” siger Torre til Sport.

FC Barcelona

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder