Flick reagerer efter stort kollaps
Flick erkendte, at Barcelona havde muligheden for at sætte kampen i gang på egne præmisser, inden London-klubben overtog initiativet.
“Vi havde chancen for at score det første mål. Derefter, når man spiller med én mand i undertal mod dette Chelsea-hold, bliver det svært,” sagde han. “Vi kæmpede, og jeg så også nogle positive ting. Men vi mistede alt for mange bolde, både under pres og i situationer, hvor vi burde kunne fastholde spillet.”
Barcelona kom bagud på et selvmål af Jules Koundé, og efter Ronald Araújos udvisning lige før pausen forsvandt muligheden for et comeback. Flick understregede, at nederlaget gør jagten på en top-8-placering markant mere udfordrende.
“Det bliver meget svært, men alt er muligt,” lød hans vurdering.
Han blev spurgt til holdets intensitet, som slet ikke matchede Chelseas, men her valgte Flick at fremhæve modstanderens niveau.
“Det er bare én kamp – og det er Chelsea. Vi startede godt og kunne have scoret. Men når man spiller med én mand mindre, ender kampene ofte sådan. Jeg syntes egentlig, at vi havde den nødvendige intensitet i dag.”
På spørgsmålet om Barcelonas høje bagkæde bidrog til problemerne, afviste Flick det.
“Det var ikke linjen, der var problemet. Vi forsvarede faktisk godt. Problemet var, at vi mistede for mange nemme bolde. Det handler ikke om pres, men om dårlige afleveringer. Jeg er dog positiv omkring vores defensive organisation i anden halvleg.”
Araújos røde kort blev naturligt et centralt emne. Flick forklarede, at han vil gennemgå situationerne igen med forsvarsspilleren.
“Med det røde kort ændrede alt sig. Jeg har ikke set den første advarsel endnu. Den anden kunne han måske have undgået. Men det sker i fodbold – det var bare ikke det rigtige tidspunkt.”
Flick pegede samtidig på, hvad hans hold skal lære af nederlaget.
“Chelsea var stærkere i 1-mod-1-situationerne, mere fysiske og mere dynamiske. Det er også det, jeg ønsker fra mit eget hold. Man kan ikke kontrollere alt med bolden – ikke i Champions League og ikke mod et hold, der ligger nummer to i Premier League.”
Trods nederlaget fastholder Flick optimismen og mener, at Barcelona bevæger sig i den rigtige retning.
“Situationen er helt anderledes end for seks uger siden. Spillerne kommer tilbage, og kvaliteten i træningen bliver bedre. Jeg har en rigtig god fornemmelse.”
Barcelona har tre kampe tilbage i Champions League-gruppen og kan maksimalt nå 16 point – samme antal som sidste sæsons nummer otte. Flick insisterer dog på, at håbet stadig lever.
“Vi har tre kampe og ni point at spille om. Jeg ser på det med optimisme. Vi kan stadig opnå det,” sagde han.